I januar løftede Facebook sløret for deres nye og banebrydende tiltag; Facebook Graph Search. Det åbner en hel ny verden af muligheder for lokale virksomheder for at nå potentielle kunder, som ikke er set i samme udstrækning siden Google Places. Tilstedeværelsen på Facebook kan vise sig at blive sin vægt værd i guld og tilføjer endnu et uundgåeligt argument for, at virksomheder får lavet en Facebook-side.
Facebook Graph Search (på dansk: grafsøgning) er egentlig ikke banebrydende som sådan, men måden den fungerer på, og vil have brugeren til at benytte den på, er banebrydende, for til alle SEO folks chok skal man ikke bruge søgeord i den gængse forstand, som vi kender til på eks. Google. Det er en hel ny måde at søge på og rejser derfor en række interessante spørgsmål: Hvordan optimerer man en Facebook-side til denne form for søgning? Hvilke parametre/algoritmer udregnes ranking efter? Kan Facebook Graph Search konkurrere med Google? Vil det have en effekt på den måde, vi søger på og bruger Facebook på?
Hvad er Facebook Graph Search?
Der er rigtig mange spørgsmål, men lad os starte med at forklare, hvordan det virker. Facebook kalder det selv en ny grundpille på Facebook, som har til formål at gøre det nemmere at finde informationer, som indtil nu ikke har været lige til at finde, fordi man enten ikke ved, hvor man skal kigge henne eller ikke kan bruge en almindelig søgemaskine.
Via en grafsøgning kan du på en naturlig måde slå alt op, der er delt med dig på Facebook – og andre kan finde ting, du har gjort offentligt (styres i privatindstillinger) eller delt med dem. Alle vil se forskellige resultater pga. den store personalisering, som hersker på Facebook, men resultatet afhænger også af, hvor aktive dine venner er på Facebook. Man kan sidestille Graph Search med en slags sortering, hvor man kan se de venner, som eks. er single, se alle billeder taget på Nørrebro eller få en liste over restauranter, som dine venner synes godt om.
For virksomheder vil det betyde, at en Facebook-side kan blive et nødvendigt ”onde” – især hvis der er tale om en fysisk forretning, café eller restaurant. Grunden til dette er selvfølgelig, at det ikke er muligt at være synlig i Facebook Graph Search, hvis ikke din virksomhed er til stede på Facebook. Hvis du allerede har en Facebook-side, er det også en god idé at tjekke, om alle informationer er opdateret og indtastet. Facebook giver selv tre gode tips til, hvordan du kan optimerer din side til Graph Search:
- Navn, kategori, URL og oplysninger du deler på “Om”-siden vil hjælpe folk til at finde din virksomhed og bør derfor udfyldes i en så vid udstrækning som muligt.
- Hvis du er et sted, eller i en lokal virksomhed, bør du opdatere din adresse for at sikre, at du dukker op i søgeresultaterne, når nogen søger efter en bestemt placering.
- Du skal fokusere på at tiltrække de rigtige fans til din side og på at give dine fans en grund til løbende at interagere med dit indhold og forblive en fan.
Det sidste punkt, mener jeg, er en absolut nødvendighed for at få fuldt udbytte af Facebook Graph Search, for hvis din Facebook-side fremstår “død”, så bliver det ikke lige så nemt at få endnu flere til at klikke på ”synes godt om”-knappen og checke ind og dermed at udbrede kendskabet til din virksomhed. Det er min opfattelse, at antallet af dem der synes godt om siden er en indikation på, hvor populært stedet er, hvilket dermed er med til at bestemme ”placeringen” i søgeresultaterne.
Du kan læse mere om, hvordan du kan få flere ”fans” og bruge tidslinjen på den bedst mulige måde her.
Vil Facebook Graph Search have den ønskede effekt?
Facebook Graph Search fremstår umiddelbart til at være noget nær genialt – ikke blot som måde at søge på, men også som pædagogisk værktøj til at få os til at interagere mere med Facebook. Dog skal det siges, at den har den akilleshæl, at søgeresultatet afhænger utroligt meget af, om du og dine venner udfylder hele jeres profil og gør brug af alle felter, når I uploader indhold – eks. tilføje placering til et billede. Facebook håber i hvert fald, at dette vil aktivere brugere mere i Facebooks funktioner og rent faktisk klikke ”synes godt om” på de steder og ting, de egentlig synes godt om. Hvis dette ikke sker, vil denne søgefunktion ikke få samme banebrydende effekt, som Facebook forventer.
Facebook beretter, at de vil arbejde med Graph Search i de næste mange år – at det man ser nu kun er et egentligt udgangspunkt. Graph Search skal med al sandsynlighed udvides til også at være en informationsressource, som Google eksempelvis er nu, der bør få Google til at ryste en smule på hænderne, eftersom de endnu ikke har haft den store succes med deres kombination af socialt netværk og søgetjeneste.
Jeg forudser, at Facebooks Graph Search med stor sandsynlighed vil få søgemaskinefeltet til at se meget anderledes ud om 2-5 år. 3 millioner danskere er allerede på Facebook, og derfor behøver Facebook ikke at bruge megen energi på at tiltrække brugere, hvilket er det direkte omvendte af, hvad Google har gang i med Google+. Facebook skal blot implementere og videreudvikle, så kommer det helt automatisk. Selvom der selvfølgelig nok skal være nogle, der er imod det og ikke ønsker at gøre brug af det.
Hvad med søgemaskineoptimering?
Facebook Graph Search vil i samme omfang som nu gøre brug af webresultater fra Bing, når der ikke er grafresultater på din søgning. Dette betyder, at Bing kan gå hen og blive vinderen i dette samarbejde med Facebook. Man er næsten ikke i tvivl om, hvad formålet med dette tiltag er. Til gengæld er jeg heller ikke sikker på, at de kan true Google på den måde, de ønsker, når man tænker på, hvor brugt Google faktisk er verden rundt. Jeg er dog sikker på, at flere vil komme til at tage Bing mere seriøst som søgemaskine i den nære fremtid, når alt tyder på, at rangering på Bing kommer til at have effekt på Facebook.
Overordnet set må man dog næsten formode, at succesen bliver langt større, end hvad Google+ har præsteret, men samtidig formodes det også, at det først bliver ude i fremtiden, man skal tage stilling til egentlig søgemaskineoptimering til Facebook Graph Search.
Lige nu bør vi blot læne os tilbage og nyde Web 2.0s visuelle udvikling i fulde drag og smile lidt af, hvad Facebook var for små 10 år tilbage – lige efter at vi selvfølgelig har været inde og udfylde alle felter på vores Facebook side.
– Oprindeligt udgivet på seotips.dk
Daniel Nielsen
Nordjyde bosat i København. Specialist i online medier ansat i online marketing bureau i dagtimerne og musik- og fotonørd i fritiden.