Google har på det seneste flyttet vores fokus over på de kvalitative bestanddele af SEO, så i vores iver efter at sammensætte en strategi der passer til Googles nye tiltag, er denne spøjse ændring højst sandsynligt gået de flestes næser forbi: Google har ændret måden, de vurderer, hvor meget af en sides titel, der vises i søgeresultaterne!

Det har i lang tid heddet sig, at en titel max måtte fylde 67 tegn – eller 64 (eller 70 tegn), alt efter hvem du spørger – men alligevel har de fleste oplevet at titler med det korrekte antal tegn – frustrerende nok – bliver beskåret i søgeresultatet.

Google har i løbet af sommeren implementeret en algoritme, der nu beregner længde på titlerne i søgeresultaterne i pixels i stedet for tegn(!), hvilket der findes en ganske simpel forklaring på: Der er stor forskel på bredden af et bogstav. Hvis du eksempelvis benytter bogstaverne W, M og Æ, så giver det dig færre tegn at arbejde med, hvorimod, hvis du benytter bogstaverne I, J og L, så kan du få vist et nærmest gastronomisk antal tegn i søgeresultaterne. SEOmofo har eksempelvis lavet en gennemgribende test, hvor han kom op på at få vist 107 tegn i søgeresultaterne. Læs mere om testen her.

google målebånd

Max værdien på en titel er mellem 466 og 469 pixels. Bare rolig, Google læser stadig hele din titel, men den viser altså kun 466-469 pixels af den i søgeresultaterne – uanset hvad diverse SEO værktøjer siger. Prøv at lave en ”site:”-søgning af dit site og se, hvor mange af dine titler, der er blevet skåret i.

Værktøj til at måle bredden på title

Hvordan beregner man så pixel bredden på en title, spørger du måske meget naturligt? Folkene over hos webshopoptimizer.com har udviklet et værktøj som måler, hvor bred din title er i pixels, hvilket lynhurtigt kan fortælle dig, om Google vil vise hele din ekvilibristiske titel i søgeresultaterne eller ej. Prøv selv:

Spørgsmålet er så, om vi skal bekymre os om dette, når det kun er i søgeresultaterne, det gælder, eller om vi skal bruge den statiske måde, vi indtil videre har benyttet? Mange vil muligvis vente til en officiel udmelding fra Google, men min holdning er, at man ligeså godt kan forsøge sig med denne nye metode, fordi det simpelthen ødelægger formidlingen, når Google skærer titlen over. Så må man affinde sig med det ekstra besvær, det end måtte medføre!

– Oprindeligt udgivet på seotips.dk