Det korte svar er både ja og nej. Det lange svar er dog en smule mere komplekst, idet det kommer an på, hvordan og hvorledes du vil bruge det, og hvad intentionen er bag brugen. En URL-forkorter (Engelsk: URL shortener) er gået hen og blevet hverdagskost og twitter-folkets bedste ven. URL-forkortere er teknisk set en omadressering af en URL, som måske er alt for ”grim” eller lang til at skrive i fuld længde.

De fleste af dem, der bruger URL-forkortere, er bekendt med forkortelsesservices som bit.ly og Tiny.url – de mest udbredte og brugte. Der findes dog URL forkortelsesservices i alle afskygninger, og på det seneste har Facebook endda startet deres egen forkortelsesservice til automatisk at forkorte din URL, når du deler en side fra Facebook på eksempelvis Twitter.

De forskellige URL-forkortere gør alle sammen mere eller mindre det samme: forkorter din URL. Men når man kigger dem i kortene, er der alligevel nogle store forskelle, som er værd at omtale. Udover – selvfølgelig – muligheden for historik på den forkortede URL og servicens brugervenlighed, kan forkortningsservices med SEO briller defineres ud fra, hvorvidt omadresseringen er permanent eller ej.

Omadressering er nøgleordet

Spørgsmålet, der rejser sig i SEO kredse, er, hvorvidt et link med forkortet URL vil have samme styrke i søgemaskinerne, som den originale URL. En URL-forkorter har enten en  301 eller 302 omadressering. Hvis du vælger 301 omadressering (eks. BudUrl.com og Bit.ly), så får den originale URL linkets saft og kraft permanent, hvor den forkortede URL blot er en midlertidig beholder for den originale URL. Har den derimod en 302 omadressering (eks. fon.gs og Plurl) så vil linkets saft og kraft tilgå den forkortede URL, og det originale domæne vil dermed ikke modtage nogen styrke.

Vil du gerne videregive linkets kraft til domænet du linker til, skal den forkortede URL gøre brug af 301 omadressering, for har den 302 omadressering, er det blot et spild af din tid og arbejde med at dele linket.

Eksempel: http://www.seotips.dk/url-forkortere-godt-eller-skidt-for-seo/ -> http://bit.ly/jzBsnM

SEO fordele

Selvom URL-forkortere i 98% af tilfældene bliver brugt til at forkorte en lang URL, for enten at gøre den mere transportabel eller Twitter–venlig, er det muligt, i forbindelse med SEO, at udnytte deres omadressering metode til ens fordel, som en slags ”nofollow” funktion.

Hvis man vælger en 302 omadressering med overlæg, kan man benægte websitet man linker til styrke i søgemaskinerne, men stadig lave linket. I praksis kan dette være fordelagtigt i forbindelse med linkning fra et domæne til et andet, hvor du ikke vil have Google til at se, at der er en forbindelse imellem de to websites, men bestemt også hvis du gerne vil linke til nogle undersider eller websites, som ikke skal registreres af søgemaskinernes edderkopper.

SEO ulemper

Ulempen ved forkortelsesservices er desværre, at den søgeordsrige URL, som man forkorter, mister en del af sin styrke, fordi den ikke længere har søgeordene i URL’en til at fortælle Google, hvad der er i den anden ende af linket, hvilket ikke lever op til SEO standarder. En anden mere generel ulempe er, at der findes en del mennesker, som også læser en URL ved hjælp af søgeordene i URL’en og måske finder den forkortede URL mindre troværdig og har mindre lyst til at klikke på det, fordi der ikke er nogle søgeord til at fortælle beskueren, hvad der er i den anden ende af linket.

Brugen af URL-forkortere er der absolut intet i vejen med, hvis de bliver brugt rigtigt. Man kan endda udnytte visse dele af dens egenskaber til ens fordel, hvis man har lyst til at eksperimentere med alternative SEO metoder.

– Oprindeligt udgivet på seotips.dk