Tag 2 dl. Jacob Haugaard humor, 200 gram svedige dub-rytmer og 400 gram eksplosive melodier og hæld det i en gryde. Tilføj derefter en spiseskefuld kærlighed til den især skumle del af Aalborg, en knivspids foragt for Pia Kjærsgård samt en liter halvfulde ålborgensere og rør godt rundt. Kog det derefter i ca. halvanden time: Dét er opskriften på en højhellig onsdag aften på Studenterhuset i underholdende samvær med Mikael Simpson & Sølvstorm.

Først på scenen er Schack, som gav en noget (læs: meget) monoton opvarmning. Hans tekniske formåen er ganske formidabelt, men selve indholdet i hans musik kan grænse til det kedelige. Dette bliver efterfulgt af det obligatoriske kvarters intermission med det tilhørende højlydte kaffeslabberas. Pludseligt startede de dybe, tunge rytmer at strømme ud gennem højtalerne. Ind kommer Simpson, modtager folkets hyldest og spørger straks henslængt hvor rart det var for dem, at vågne op denne onsdag morgen? Inden nogen for mulighed for at svare stikker Simpson meget provokerende 2 stk. langfingre i vejret og tilføjer et sigende ansigtsudtryk samt barnlige pruttelyde. Han henviser til resultatet af tirsdagens folketingsvalg og især til den fortsatte deltagelse af Pia Kjærsgaard i den genvalgte VK-regering. Publikum er ikke blege for at komme med deres uforbeholdne enighed i en høj enstemmig buh’en. Scenen er sat, Mikael Simpson har fået nogenlunde afløb for hans frustrationer og han kan endelig begynde at fokusere på at guide os gennem et melankolsk, til tider dubbet og senest elektro-præget bag-katalog.

Med perler som Narkokys, Du drømmer om et andet sted, Knæk og 10 Minutter fristes man næsten til at kalde denne koncert en ”best of Mikael Simpson”. Det er dog, efter denne anmelders overbevisning, stadig numrene fra “De 10 skud”, der virker bedst live, selvom det klædte titler som Jeg sidder fast med et lettere club’et pift. Det var dejligt at høre at de nyeste skud på stammen også til stadighed kan modificeres og virke i live sammenhæng, hvilket vel egentlig også er Mikael Simpson og hans materiales store styrke: at kunne tilføje nyt og ændre sangens struktur uden at rokke ved sangens kerne.

Som Simpson står på scenen, i sit nålestribet Al Capone jakkesæt, fremstår han som en croonende showmand, frem for en melankolsk kunstner, klar til at fremføre de seneste værker. Hans showmanship er heller ikke til at tage fejl af, men på trods af dette og til denne anmelders store kvaler, er det først i det sidste ekstranummer, Er du kommet for at faa noget, at klimakset indfinder sig med momenter af fri leg fra Trentemøller og stor fælles publikumsrespons. Det var ærgerligt at forholdet mellem Simpson og publikum ikke var tættere, når nu koncertens primære formål var at forsyne pladeselskabet med stof til en kommende LIVE-CD. Mikael Simpson har ved tidligere lejligheder haft en langt tættere kontakt til publikum. Dog skal det nævnes at det ikke ændrede ved faktummet at det ikke er til at sætte en finger på de musiske kvaliteter og samspillet mellem Simpson og Sølvstormerne. Det er tight og friskt, som det altid har været og altid burde være med deltagelse af fantastiske musikere som bl.a. Anders Trentemøller.

Ingen lort på styret, men styret var absolut heller ikke rent og pænt, som på en hel ny cykel, du lige har købt hos den lokale cykelhandler. Om det er den atypiske koncertdag, Simpsons politiske frustrationer eller en hybrid af de to, der tager skylden for den mindre fraværende glæde, må guderne vide, men jeg glæder mig nu alligevel til næste gang han besøger Studenterhuset. Mikael Simpson er og bliver en fremragende ener på den danske musikscene.

– Oprindeligt bragt på Nitusind.nu